Hvad er Å-Festival?
Å-festival er en 3-dages festival, der bliver afholdt i Sdr. Felding, som hvert år tilbyder koncerter med store kristne musiknavne, dygtige talere og et fællesskab med højt til loftet. Vi kan stolt prale af at være blevet kåret til Danmarks største kristne festival, som nu tiltrækker over 3000 besøgende hvert år. Her er der plads til alle uanset alder!
Trods festivalens store størrelse og mange tilbud, er den gratis at deltage i. Dette kan kun lade sig gøre pga. de mange hundrede frivillige, som hvert år laver alt fra planlægning til teltopsætning.
3 spørgsmål til formanden
Hvad nyt kan vi forvente af årets festival?
“Vi kommer helt sikkert til at vise noget nyt og fedt musik. Derudover har vi store planer om at udvide vores madtilbud ved at introducere Street Food konceptet til festivalen, hvilket gør, at man kan have friheden til at vælge mellem forskelligt mad.”
Hvorfor giver Å-festival stadig mening at holde, hvorfor ikke bare tage på bibelcamping?
“Å-festival er en helt anden måde at mødes med andre kristne på end bibelcamping. Her mødes vi om musikken og om Jesus, og om hvordan vores kærlighed til musik også kan afspejles i vores tro på Jesus. Her skal man ikke sidde og studere i sin Bibel dagen lang, her er bare plads til bare at være. Og så strikker vi i øvrigt de fedeste musikprogrammer sammen til jer.”
Du er kommet på Å-festival næsten hvert år i hele dit liv, hvad har det givet dig?
“At komme på Å-festival hvert år har rykket min forståelse for, hvad troen kan være, og hvad et kristent fællesskab kan være. Det har været fedt at kunne vise mine folkeskolekamerater at det at tro på Gud godt kan indeholde festivalsstemning og pop, rock og rap-musik.”
– Interview med Kåre Dyhr Pedersen