Nyheder

Temaet for Å-Festival 2014: “S.T.O.N.E.”

Categories: 2014,Nyheder

banner

I år har vi et gennemgående tema for forkyndelsen på å-festival. Temaet er S.T.O.N.E. Sten er noget håndfast og konkret, og et billede man kan tage og føle på. Når det er sagt, så er sten også en hyppigt benyttet metafor i Bibelen, og sten kan benyttes til at genfortælle hele frelseshistorien samt forklare nogle af de centrale temaer i Pinsen.

Gud er fortælleren og en handlende Gud igennem hele frelseshistorien og for helt at forstå den, må vi kende Ham. Derfor indleder hvert af bogstaverne i temaet et centralt udsagnsord, som beskriver, hvem Gud er.

S‘ står for ‘Skaber’, ‘T‘ for ‘Tilgiver’, ‘O‘ for ‘Omslutter’, ‘N‘ for ‘Nyskaber’ og ‘E‘ for ‘Eksisterer’.

Guds uforanderlige væsen kan også ses som en sten eller en klippe. David skriver i Sl 18,3: “Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt, mit skjold, min frelses horn og min fæstning.”

Gud er den klippe, hvor ethvert menneske kan stå fast i en kaotisk og fragmenteret tid.

 

Den røde tråd gennem talerne

Igennem de første tre taler fredag og lørdag vil forkynderne fokusere på frelseshistoriens struktur: skabelse, fald og genoprettelse under overskrifterne “Livets byggesten”, “Grus i maskineriet” og “Jesus er hovedhjørnesten”.

De sidste taler, dvs. gudstjenesterne søndag og mandag samt talen søndag aften vil fokusere på Kirken og vores plads i den, nemlig at vi er “levende sten”. Med andre ord kommer det til at handle om pinse, da Å-Festival jo er en pinsefestival.

Forkynderne har virkelig noget på hjerte. Hvem de er, og hvad de siger om sig selv, kan du tjekke ud her.

Glæd dig til en pinse som, foruden lækker musik, også byder på solide byggesten til en levende tro.