Næste event

  • 00 DAGE
  • 00 TIMER
  • 00 MIN
  • 00 SEK
+

»God’s Playlist«

Temaet for Å-festival 2018: »God’s Playlist«

Temaet for Å-festival 2018 er »God’s Playlist«, som passer fint med, at Å-festival er en kristen musikfestival.

Emnet stikker dog dybere, for med Guds playliste henviser vi også til livet. Gud er den, der har trykket på play og sat det hele i gang, men det er også ham, der gennem livet pauser, spoler og på andre måder griber ind i livet.

Måske bliver Å-festival der, hvor Gud griber ind i dit liv?

Der vil være to bibeltimer lørdag formiddag – en i det store telt, og en anden, hvor der dykkes lidt dybere (Bibeltime+). Derudover vil der være 9 seminarer, som ligger lørdag og søndag. Disse kommer bl.a. til at handle om sex, evangelisation og Helligåndens vejledning.

Den røde tråd gennem talerne

Det er Gud, der har kontrollen, og det gælder både, når vi tænker på vores eget liv, men også når vi hører om Jesu liv. Derfor er der i løbet af talerne et dobbeltfokus på det, der gælder for henholdsvis Jesus og hvert enkelt menneske.

Hver tale har sin egen overskrift:

  • »Play« Gud har sat det hele i gang
  • »Pause« Vi har brug for stilhed og bøn
  • »Return« Vi skal omvende os og prise Gud
  • »Volume« Helligånden skruer op for Guds virke ind i verden
  • »Forward« Vi ser frem mod opstandelsen
  • »Repeat« Vi skal gentage, det vi hører

Allerede nu kan du overveje, hvordan Gud på forskellig måde tager kontrollen, og hvad det er for knapper, han trykker på ind i dit liv.

“Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” (Rom 10,17)