Næste event

  • 00 DAGE
  • 00 TIMER
  • 00 MIN
  • 00 SEK
+

Forældreinformation

Kære forældre.

Her er en kort liste over de spørgsmål, vi oftest bliver stillet inden Å-festival løber af stabelen samt andre vigtige oplysninger. Vi håber, der vil være svar på nogle af de ting, I som forældre overvejer eller mangler svar på, inden I sender jeres barn af sted på Å-festival. Skulle der være andre ting, der måtte kræve et svar, er I naturligvis meget velkommen til at skrive til os. Kontaktinfo

Hvad er Å-festival?
Å-festival er et helt unikt koncept. Det er Danmarks største kristne festival med ca. 3.000 deltagere – og det er gratis at deltage! Man betaler kun for at overnatte, alle koncerter og forkyndelse koster ingenting.

Det betyder dog ikke, at det er gratis at arrangere Å-festival. Vi er afhængige af, at vores deltagere frivilligt vælger at give lidt mere – efter evne. Derfor beder vi jer forældre om at minde jeres barn om både at få betalt for overnatningerne (vi ved godt, at mange forældre betaler for deres barns overnatning) samt også at opfordre til at give lidt ekstra.

Hvor gammel skal man være for at komme på Å-festival?
Som udgangspunkt mener vi, man bør være 13-14 år (ca. 7. klasse) før man kommer som deltager på Å-festival. Men vi ser også mange yngre børn – ofte sammen med deres forældre – og alle, uanset alder, er naturligvis velkommen på Å-festival. Det gælder også jer forældre!

Kan vi som forældre føle os trygge ved at sende vores barn af sted?
Ja, det mener vi, I kan. Vi har vagter til at gå rundt hele natten på vores campingpladser, og om dagen er informationen åben, så alle har mulighed for at komme i kontakt med en, der kan hjælpe dem, hvis der skulle være et problem af en eller anden art.

Hvem har ansvaret for vores barn?
Vi kan ikke tage ansvar for jeres barns opførsel på Å-festival, hvis det ikke følger de regler, der er gældende på Å-festivalpladsen. Det er jeres ansvar som forældre!

Overtrædelse af reglerne vil normalt medføre bortvisning, og vi vil i så fald kontakte jer.

Læs reglerne her…

Har Å-festival en klar politik omkring alkohol og stoffer samt vandpiber?
Ja, det er ikke tilladt at indtage alkohol eller stoffer på Å-festivals område, ej heller at ryge vandpibe – i så fald vil det være et brud på Å-festivals regler og medføre øjeblikkelig bortvisning.

Å-festivalpladsen er ikke hegnet ind, og vi overvåger ikke vores gæster, så det betyder, at man kan komme og gå som man vil. Hvis man vil indtage alkohol eller stoffer mens man er på Å-festival kan det derfor højst sandsynligt lade sig gøre. Vi håber derfor, at I har taget en snak med jeres barn, da det er situationer, vi desværre har hørt om og set eksempler på!

Å-festival har et godt ry – det vil vi naturligvis gerne værne om, så vi gør selvfølgelig, hvad vi kan for at Å-festival er et godt og hyggeligt sted at være for alle!

Med venlig hilsen

Leif Larsen
Formand for Å-festivalkomitéen