Aflysning af Å-festival 2020

29/03/2020
Det er med stor sorg og beklagelse, at vi her må offentliggøre, at Å-festival 2020 er aflyst grundet situationen med corona-smitten i Danmark. Vi håbede inderligt, at det ikke skulle komme hertil, men vi ser det som det eneste ansvarlige valg, vi som arrangører kan træffe. Vi ser nu i stedet frem mod at se jer alle til Å-festival 2021 – den. 21. – 24. maj 2021.

Vi har i de forgangne uger fulgt situationen omkring corona, samt regeringens udmeldinger, tæt og må nu erkende, at vi ikke ser det muligt at gennemføre Å-festival 2020.

Der ligger mange økonomiske og praktiske overvejelser bag denne beslutning – men mest af alt tager vi også denne beslutning ud fra et etisk og medborgerligt synspunkt. Vi samler omkring 4000 mennesker til Å-festival, og den risiko for spredning af smitte der vil være mellem så mange mennesker, er ikke en risiko vi vil udsætte jer fantastiske deltagere for.

Casting Crowns og KB på Å-festival 2021

Mange af jer har – ligesom os – glædet jer helt vildt til at opleve Casting Crowns og KB på dette års Å-festival. Vi er derfor også mega glade for, allerede nu, at kunne bekræfte Casting Crowns og KB på plakaten til Å-festival 2021. Vi ved, at ventetiden er ulidelig lang – men håber I er maks klar på at feste med os til næste år!

Til jer der allerede har booket en plads

Har du allerede booket en plads til Å-festival 2020, vil du selvfølgelig få dine penge refunderet. I modtager alle en mail med nærmere information om, hvordan det kommer til at ske. Vi håber, I er klar til at booke pladsen igen, når vi åbner op for bookingen til Å-festival 2021 den 6. marts 2021.

Giv os en hjælpende hånd

Først og fremmest tak til alle jer, der allerede nu beder for Å-festival. Det er den største hjælp, vi kan få!

Derudover skal det ikke være nogen hemmelighed, at denne aflysning kommer til at have store økonomiske konsekvenser for Å-festival. Vi er lige nu i gang med at få det fulde overblik. Du kan støtte os ved sende en gave på Mobilepay 32392 – eller ved bankoverførsel (læs mere her). Å-festival har alle årene kun været muligt med gode gaver fra jer alle. Tak om I også vil tænke på os nu.Skulle man have nogle spørgsmål, skal man endelig kontakte os.
Ellers ser vi bare frem til at indhente alt det tabte, når vi ses til Å-festival 2021!

Lad os sammen bede for Danmark og hele verdenen i denne svære tid.
// Lederteamet – Å-festival